Byudvikling

Revsbæk: Hvor er dine visioner?

Søren Revsbæk skriver på sin blog (lige her), at vi i Næstved ikke skal vente på luftkasteller. Det er i forbindelse med opførelsen af Hal 3 i forbindelse med den gamle Næstved Hal, som Søren Revsbæk forventer bliver et “trækplaster for byen”, og endda spår kan hjælpe på den manglende tilflytning til kommunen.

Søren Revsbæk mener, at idéen om en arena på Stenlænge-arealet ved Ringvejen er et luftkastel som ikke kan realiseres. Jeg mener at Søren Revsbæk mangler visioner, og at det er dybt uambitiøst hvis idéen om en arena i Næstved skal forkastes, til fordel for byggeriet af Hal 3.

Jeg ved at Søren Revsbæk fra tid til anden har været på Næstved Stadion – også dengang fodboldholdet spillede i den bedste række. Jeg ved også at Søren Revsbæk har oplevet trafikken omkring Næstved Stadion når der har været 3.000 mennesker på lægterne. Jeg undrer mig over at Søren Revsbæk ikke, i lighed med mig og mange andre, kan se det tåbelige i at udvide faciliteterne i et område, hvor infrastrukturen slet ikke kan bære at der kommer mange mennesker.

Tilkørselsforholdene til Næstved Hallerne er mildt sagt miserable, og der udspiller sig et veritabelt kaos i hele boligområdet omkring hallerne og stadion, hver gang der strømmer mere end et par tusinde mennesker til en kamp eller koncert.

Hvis der skal kigges på en løsning for fremtiden, så skal der tænkes i helt andre baner. Jeg tvivler på at Hal 3 bliver så stort et trækplaster som Søren Revsbæk håber. For det første er det bøvlet for folk (især dem der kommer langvejs fra) overhovedet at komme frem til hallen, og dels er projektet simpelthen for småt i sit omfang.

En hal med plads til 3.000 mennesker er ikke stor nok til at tiltrække navne, der kan placere Næstved på landkortet som et kulturmekka. En simpel udregning af hvad billetpriserne kan bære, kontra hvad store navne tager i salær, fortæller historien om, at det ikke bliver virkelighed med andet en mellemstore danske navne i Næstved.

Vi skal ikke konkurrere med København og Herning, siger Søren Revsbæk. Hvorfor, spørger jeg så? København er København. Vi kan ikke konkurrere med København, men Herning og Horsens er byer vi bør sammenligne os med. Alene fordi de i disse år oplever den vækst som Næstved så inderligt savner.

En arena på Stenlænge-arealet er et fantastisk projekt, som kan gøre en forskel for vores by. Jeg ved ikke hvor mange penge grunde ved Næstved Stadion og Næstved Hallerne kan nidbringe hvis man udstykker og sælger dem, men lur mig om det trods alt ikke er en god bid af de millioner der skal til for at realisere, i hvert fald en god del af, arene-projektet.

Søren Revsbæk og de øvrige byrødder kunne starte med at finde ud af hvem man skal hive i skægget for at få en motorvej til Næstved, og så skal de blive ved med at trække til vi får den. Det kan ikke passe at vi mangler så meget gennemslagskraft, at vi gang på gang bliver forbigået, når vi alle sammen ved at lige præcis en motorvej er noget af det der skal til, for at Næstved for alvor kan vokse. Den kan jo passende tage sin start i nærheden af den nye Arena.

Kom nu ind i kampen, Søren Revsbæk. Du taler om halve løsninger i så mange andre af dine blogindlæg, og advarer sågar imod dem. Hal 3 er en halv løsning. Arenaen, derimod, er et ambitiøst projekt, men for at den kan realiseres kræves der en helt anden indstilling i Byrådet. At man lægger sig fladt ned på ryggen og erklærer den for et “luftkastel” fører i hvert fald ikke til noget som helst.

Hvis det oprindelige projekt ikke kan gennemføres lige nu, kan man måske gennemføre dele af det til at starte med.

2 thoughts on “Revsbæk: Hvor er dine visioner?”

  1. Kære Peter Holmstrand (for jeg går ud fra at “Forny Næstved” er din hjemmeside?)

    Når jeg går ind for en hal 3 ved Næstved Hallerne, er det fordi hal 3 er det muliges kunst.

    Det er ingen sag at sige nej og “det er ikke godt nok” og “lad os vente på det helt rigtige projekt.” Det har protestbevægelser gennem tiden også fået stemmer på, men sjældent udvikling.

    Det helt rigtige halprojekt ville være et stort arena projekt, bygget på bar mark, med masser af parkeringspladser og med en ny svømmehal, badeland, kulturfaciliteter ved siden af.

    Men, “det helt rigtige projekt” kommer aldrig. Kommunen har ikke penge til den omkostning. Private investorer vil ikke. Financieringen er ikke til stede – og vil skatteborgerne så i øvrigt betale 100 – 200 mio. kr. ekstra for det? Jeg tror det ikke.

    Med andre ord har Næstved et valg: Vil vi en opvisningshal, koncerthal, baskethal så kan vi få det som hal3 ved Næstved Hallerne.

    Vil vi ikke have en sådan hal, skal vi bare sige nej – og så kan vi være helt sikre på, at den ikke kommer indenfor den tid som både du og jeg er i stand til at skue ud i fremtiden.

    Du skriver at Næstved har manglende vækst. Det er helt rigtigt. Jeg tror ikke at en hal3 pludseligt vil give Næstved eksplosiv vækst, vist vil den ej, men det vil kunne rumme nogle tilbud som også er interessant for nye borgere: Koncert, kultur, messer som vi ikke har i dag og som vil gøre Næstved til en lille “storby,” med den kultur som mennesker der vil bo i en byen gerne vil have.

    Derfor – og af hensyn til alle de mennesker der træner og dyrker idræt i Næstved Hallerne – skal vi have hal3.

    Trafikalt er det ikke nogen ønskeposition, men på den anden side så har Næstved jo, som du selv skriver, før set mange deltagere på stadion og der er da lykkedes at afvikle trafikken hver gang.

    Med venlige hilsner
    Søren

  2. Kære Søren Revsbæk,

    Tak for dit svar.

    Jeg tror at vi i udgangspunktet begge ønsker det samme som Næstved – vi er bare uenige om hvor overliggeren skal ligge. Hvis der ikke er plads i budgettet til det store Arena projekt ved Stenlænge-området, og ej heller muligheder for at skabe pladsen, så kan man jo netop – som jeg skriver – tage ét skridt ad gangen.

    Der er jo ingen der siger at der skal opføres et nyt stadion, en ny svømmehal, en rambla, en ny stor hal og alt det andet på én gang.

    At udvide faciliteterne rundt om det gamle Næstved Stadion er ikke nogen særlig fremsynet løsning. Hvis vi fortsat vil tilbyde sport og musik på det niveau vi kan i dag, så er løsningen da sikkert udmærket, men hvis vi vil lidt mere end det, så skal vi tænke helt nyt.

    Det er rigtigt at det er lykkedes hver gang at afvikle trafikken til Næstved Stadion. Men nu har jeg for vane ikke blot at se på om ting lykkes, men også skele til hvordan de lykkes. Infrastrukturen i området omkring stadion/gymnasiet kan ikke bære arrangementer af en størrelse der kan gøre Næstved mere interessant, og der er ingen muligheder for at udvide den.

    Det kunne være interessant at se en beregning af hvor stor forskellen rent økonomisk vil være på at bygge Hal 3 ved det gamle stadion, i forhold til at opføre en tilsvarende ved Stenlænge-arealet. Så kan man vurdere om muligheden for at integrere den med andre byggerier fremadrettet, adgangen til den nye omfartsvej m.m. er værd at betale de (måske) ekstra penge for.

    Med venlig hilsen
    Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *